Valg til bestyrelsen

Et stærkere fokus på næste generation

  • Jeg stiller op til bestyrelsen i IIA Danmark, fordi jeg ønsker at bidrage til udviklingen af vores fag og sikre, at intern revision fortsat er relevant i en verden i forandring.

    Intern revision står over for stigende krav til forretningsforståelse, governance og nye områder som ESG, AI og regulering som DORA. Samtidig er det et fag, hvor gennemsnitsalderen er relativt høj. Jeg ser et klart behov for, at vi i højere grad får inddraget nye perspektiver og sikrer, at faget også er attraktivt for næste generation.

    Jeg arbejder i Sampension med governance, risikostyring og kontrolmiljøer og har tidligere erfaring fra PwC. Derudover er jeg i gang med CIA-uddannelsen gennem IIA, som styrker min forståelse af faget og giver mig et solidt kendskab til de standarder og principper, der danner grundlag for intern revision. Jeg er superbruger i Copilot i min organisation og følger tæt udviklingen inden for AI med fokus på, hvordan teknologien omsættes til konkrete forbedringer i revisionsarbejdet og den måde, vi arbejder på.

    Jeg ønsker at bidrage med et yngre perspektiv og være med til at styrke IIA som et fagligt stærkt og relevant netværk.

    Mine fokusområder:

      • Styrke fokus på næste generation af interne revisorer og gøre IIA mere attraktiv for yngre profiler
      • Bidrage til at tiltrække og engagere flere unge medlemmer i IIA
      • Bidrage til at omsætte nye krav og teknologier, herunder DORA og AI, til praktisk anvendelse i intern revision

    Jeg ser frem til muligheden for at bidrage aktivt til bestyrelsesarbejdet og til den fortsatte udvikling af IIA Danmark.

    Med venlig hilsen
    Rasmus Mørkenborg