Velkommen til IIA’s blogunivers!

Tilføjelse af blogunivers på IIA’s hjemmeside skal stimulere debat, inspiration, meningsudveksling og transparens.

Det er mig en stor fornøjelse endelig at kunne byde velkommen til IIA-DK’s nye blogunivers, som har været undervejs i længere tid. Bevares – lige nu fremstår det en kende tomt, men det skal vi nu nok hurtigt få lavet om på! Tanken er at stille et medium til rådighed til brug for inspirations- og debatoplæg, hvor alle IIA-DK’s medlemmer vil have mulighed for at kommentere på blogindlæg og dermed påvirke diskursen og bidrage til udviklingen af vores profession og retningen for foreningen. Dette – vel at mærke – i et fuldt ud transparent miljø, hvor man med et favntag rammer alle interesserede medlemmer. Det bliver dog samtidig et trygt og fagligt miljø, idet kommentarsporet kun vil være synligt for IIA’s medlemmer (i modsætning til indlæggene, som vil være synlige for alle). 

Jeg overdriver ikke, når jeg siger, jeg er voldsomt begejstret for tilføjelsen at bloguniverset til IIA-DK’s katalog af lokale flagskibsprodukter. Som et dynamisk medium vil bidraget fra bloguniverset stimulere på tværs af de eksisterende flagskibsprodukter, som naturligvis tæller vores fagblad INFO, vores uddannelsestilbud, vores netværksmuligheder og vores hjemmeside. 

Bestyrelsen har længe fået feedback om, at der er behov for mere synlighed omkring foreningens ledelse og strategiarbejde. Det bliver derfor i første omgang Bestyrelsen, der ser frem til at levere faste blogindlæg, hvor aktiviteter og tanker vil blive italesat. I takt med at bloguniverset udvikler sig, bliver der behov for at sluse flere bloggere ind, hvorfor vi vil åbne for muligheden for at ansøge om at blive blogger.  

Vi håber, at alle medlemmer vil tage godt imod IIA-DK’s blogunivers og benytte muligheden til at deltage aktivt i drøftelserne, og jeg ser personligt frem til at levere et blogindlæg om status på foreningens strategi og samle op på nogle af de spørgsmål, Bestyrelsen blev stillet til årsmødet, men som der desværre ikke var tid til at besvare.  

/Tobias